Min personlige profil

Her sad jeg, en 20-årig ung mand og allerede en filantrop i hjertet. Kvinden, som sad på en stol to borde væk, måtte være omkring de 30 år. Hun sad der alene og drak sin kaffe imens hun skrev noget ned i en notesbog. Men i mit hjerte kunne jeg mærke, at hun ventede på en korsridder som jeg.

“Ej skulle jeg være gået, uden at kigge denne vej, med håb om at vores øjne mødtes, du og jeg, må jeg sætte mig?”. Her stod jeg, høj som jeg var, i mine grønne cowboybukser og  orange bomulds skjorte og svajede i takt med mit åndedrag. Hun kiggede op og så mig lige ind i øjnene. Ikke et ord blev der sagt, og jeg kunne mærke, at det var bedst, at jeg gik. 

Her år efter ved jeg, at hun selvfølgelig var blevet paf. At mine ord havde fanget hendes hjerte, men ordene kunne ikke komme ud af hendes mund. Hun var som forstenet i en hengivelse til det ukendte, som hun aldrig havde følt. Hvordan kunne hun også? 

Kunne jeg i en tidsmaskine rejse tilbage, ville jeg fortælle mit unge jeg, at blive stående trods frygten. For det som den unge kvinde ikke vidste,  var at hun var blevet paralyseret og nænsomt skulle tales med.  Jeg skulle have sat mig ned og fortalt hende om hjertets klaustrofobi og hvordan hun kunne blive helbredt. Og nu sidder hun sikkert stadig, på selvsamme sted,  ulykkelig over at hun ikke sprang ud.